Vreden føles helt berettiget og du har ikke lyst til at give slip. Imens går livet forbi og du afskærer dig fra den dybe kærlighed til dig selv og din mand.

Fordi du har ret til at være vred?
Er det virkelig ham du er vred på eller har du overført den fra vrede mod en anden?
Hvad giver vreden dig og hvordan ville det være hvis du slap den?
Dækker den i virkeligheden over en følelse af at være ked af det?

Vrede er som udgangspunkt sund, men hvor lang tid har du brug for at være vred uden at gøre noget ved den og hvor meget får den lov til at ødelægge? Når du er vred og ikke kan tage imod kærligheden, kan du heller ikke give den. En negativ spiral med dobbeltbinding. Du kan ikke tage imod kærligheden fordi du er vred og dermed kan du heller ikke give den, fordi du har brug for at mærke den fra ham først. Som en uløselig knude.

Måske er vreden udløst af en konflikt mellem jer, men den kommer sandsynligvis fra et helt andet og uventet sted, du ikke er bevidst om.

Jeg vil dele en personlig beretning med dig. Jeg var vred på min mor i mange år. Hun var syg og så blev hun endnu mere syg og døde for snart 6 år siden, kun 59 år gammel. Jeg var vred over at hun sagde nogle dumme ting til mig de sidste år af hendes liv. Jeg vidste ikke at det var fordi hun var syg. Jeg havde faktisk haft svært ved at tage imod hendes søde ord i rigtig mange år og hørte kun alt det dårlige.

Det handlede om mig, ikke hende. Jeg kunne ikke tage imod hendes kærlighed og min vrede forhindrede mig i at give hende min kærlighed. En negativ spiral der fortsætter i det uendelige, hvis ingen af os gør noget.

Min vrede fik lov til at fylde det hele og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved den. Den hang fast, også lang tid efter hun var død. Indtil jeg endelig fik hjælp til at give slip og mærkede al den kærlighed som min vrede havde blokeret mig fra at mærke. I det øjeblik skrev jeg dette digt, der kom fra mit inderste:

”Kære mor

Du som er i himlen <3
Jeg husker nu
Jeg mærker nu
Al din kærlighed
Al din omsorg
Al din opmærksomhed
Alt dit nærvær

Jeg ser mit liv med andre øjne
Jeg mærker dig i mit hjerte
Helheden fylder mig
Savnet fylder mig med kærlighed

Først nu er jeg i stand til at modtage din kærlighed
Alle de kærlige ord
Jeg husker dem nu
Tilgivelse
Taknemmelighed
Tillid

Vi er forenet for evigt <3”


Jeg ville ønske at jeg havde fundet en vej gennem vreden inden hun døde. Men jeg måtte gøre det omvendt og fandt heldigvis alligevel kærligheden fra og til hende.

Hvor lang tid har du brug for at holde fast i den vrede eller andre følelser, som ødelægger dit parforhold eller andre nære relationer? Tør du mærke hvad der ligger bagved vreden og begynde at leve ud fra kærlighed til dig selv og dine nære? Eller vil du hellere holde fast i vreden og gå glip af kærligheden, der hvor du er lige nu?

Jeg ved det er muligt at finde tilbage til kærligheden.

Smider du dit parforhold ud, når det ikke virker?

Kan du genkende dette:
I løber ind i de samme konflikter og skænderier igen og igen. Små bliver til store og frustrationerne breder
sig over tid til andre områder i jeres liv, som en ond spiral der ikke synes at kunne stoppes. Du kan måske
ikke engang se at det hænger sammen. Måske oplever du bare at din mand sidder og spiller PlayStation
eller kigger på sin telefon/tv hver aften og at du føler dig overset. Du ved ikke at det hænger sammen med
et andet område i jeres liv, der ikke fungerer.

Måske er du opmærksom på det, men uanset hvad du gør, ændrer mønstret og han sig ikke. Når du selv
føler du har tænkt dig til alle mulige løsninger, der ikke har virket, er du overbevist om at der ikke er noget
at gøre. Den bedste løsning, selvom i dybest set elsker hinanden, er i sidste ende skilsmisse, for i er bare for
forskellige og er gledet fra hinanden.

Kunne du genkende det?

Ville du gøre det samme med dine tænder eller andet der kan gå i stykker, men som har værdi for dig?
Mit gæt er at du går til tandlægen, hvis der er noget med dine tænder og til mekanikeren hvis det er din bil,
også selvom det koster mange penge.
Lige meget hvor meget du selv prøver, kan du sikkert ikke selv reparere dine tænder eller bil.
Stil dig selv spørgsmålene:
– Hvorfor smide dit parforhold ud, når det ikke længere fungerer, bare fordi du ikke selv kan reparere
det? Det har sandsynligvis en noget større værdi end meget andet i dit liv.
– Hvorfor er det så svært at tro på, at når du ikke selv kan finde løsningen, så kan der alligevel være
en løsning?
– Tør du mærke det du virkelig drømmer om og længes efter?

Her er et eksempel:
Anne og Per var meget forskellige, bl.a. hvad angik oprydning.
Anne gav sig god tid til oprydning og var meget systematisk. Per var hurtig til at rydde op og slet ikke
systematisk.
Anne blev altid frustreret, når hun skulle finde noget og det ikke lå der hvor hun lagde det sidst. Per var
meget frustreret over at det altid var ham der ryddede op og fandt ting for Anne. Hun kunne jo bare rydde
op og lede efter tingene.
Det endte i evige frustrationer og irritation, og det blev til skænderier om børn og andre ting, da irritationen
spredte sig og skabte kløft mellem dem. Det gik ud over deres omsorg for hinanden og de trak sig stille og
roligt mere og mere fra hinanden. Ingen kys og kram, ingen holden i hånd og det betød at Anne heller ikke
havde lyst til sex mere. Per spillede mere og mere på PlayStation eller sad bare og kigger på sin telefon om
aftenen, hvilket frustrerede Anne endnu mere og gjorde at hun ikke følte hun kunne nå ind til ham.
Det havde stået på i en del år og både Anne og Per synes de hver især havde prøvet alt muligt for at løse
problemet, men de kiggede bare ikke på de bagvedliggende årsager og mønstre, for det havde de ikke lært.
Hvis de havde kigget på sig selv og deres mønstre, ville de have fundet ud af, at der kun skulle ganske lidt til
for løse problemet. I stedet for, går Anne og overvejer at blive skilt, da hun ikke føler sig elsket og savner
nærheden. Og hun tænker at nu har de brugt så mange år på at skændes uden det er blevet bedre, så der
er nok ikke noget at gøre. Hverdagen er blevet sur og en skilsmisse føles nu som en befrielse.
Det er næsten umuligt at mærke, at det kan blive bedre, for de har jo prøvet i så mange år og er gledet så langt fra
hinanden.

Kan du genkende ovenstående eller lignende fra dit eget liv?

Anne fik arbejdet med hvad der lå bag hendes egen reaktion og adfærd, men også bag Pers adfærd. Hun
blev bevidst om deres mønstre og hun fortalte ham hvad hun havde fundet ud af, på en kærlig måde, så Per
hørte hvad hun sagde. Herefter fandt de hurtigt en fælles løsning på problemet og metoden kunne de
bruge på de andre udfordringer de havde og i andre sammenhænge i deres liv. Nærheden, kærligheden og
kommunikationen blomstrede hurtigt herefter.
Enkel løsning ja, men svært selv at finde ud af og det kræver en indsats på flere områder at nå derhen.
Det er netop forskelligheden der er gaven i et parforhold, men som kan udvikle sig til den største
udfordring og årsagen til skilsmisse.

Men der er noget at gøre og i kan mødes, selvom i er meget forskellige og ikke selv kan finde en løsning!
Det kræver blot at du

1. erkender at du ikke selv kan se løsningen på alle dine problemer,
2. tør tro på at det alligevel kan lade sig gøre og
3. VIL have det til at lykkes

Lad kærligheden sejre, den er så livsbekræftende og vigtig.
Mærk hvordan det ville føles at være fyldt op af kærlighed fremfor konflikter.

Skriv gerne en kommentar om dine tanker omkring spørgsmålene herunder.

Min mormor døde juleaftensdag efter et langt og godt liv. Sorgen er ikke den samme som da min mor døde for 5 år siden, kun 59 år gammel. Det fik mig til at tænke på hvordan sorgen påvirker os forskelligt og hvordan sorgen nogle gange er ens.

Måske tænker du ”hvad det har med parforhold at gøre?”….

Uanset om vi mister en nær eller om vi som par går fra hinanden og mister på den måde, kan sorgprocessen og faserne i sorgen være de samme. Det er meget forskelligt hvordan vi reagerer i sorgen og hvor lang tid den tager at komme igennem. Det er også forskelligt, hvor meget børnene bliver påvirket og det afhænger også meget af, hvordan vi som forældre har det.

Skilsmisse vælger vi selvfølgelig kun, når vi ikke kan se anden udvej og fordi smerten i forholdet er stor, men er det ensbetydende med, at der ikke er en anden udvej? Ikke altid, og nogle gange skal der en udefra, til at hjælpe med at se tingene i et andet perspektiv, for at kunne se en anden vej.

Vi tror nogle gange, at når vi ikke selv kan se det, så er der ingen der kan, men sådan er det heldigvis ikke altid. Den erkendelse er et vigtigt skridt til at række ud efter hjælp.
Følelsen af at ”jeg har da gjort alt hvad jeg kan komme i tanke om” og er det samme som at der ikke er flere muligheder, kan være stærk og gøre at vi ikke rækker ud. I stedet træffer vi beslutningen ud fra de følelser der fylder, f.eks. hvis vi føler os såret eller afvist. Det er svært at rumme over lang tid og kan føles som om det fylder alt indeni. Derfor kommer vi til den konklusion, at der ikke er andet at gøre end at forlade relationen.

Nogle gange er det den rigtige beslutning, uanset omkostningerne for en selv og børnene, men mange gange kan forholdet reddes ved hjælp af forholdsvis få ændringer.

Når vi er i et parforhold der hænger i en tynd tråd og hvor konflikter måske er styrende i relationen, kan det være svært overhovedet at mærke kærligheden og det der engang var. Vi får skyklapper på og drømmer bare om at skænderierne stopper eller at mærke en eller anden form for kontakt med den anden. Det er helt almindeligt at have det sådan. Vi kan i den situation have brug for en, der kan hjælpe os med at mærke det vi i virkeligheden drømmer om og mærke hvem vi er, på et dybere plan.

De følelsesmæssige og økonomiske omkostninger ved en skilsmisse er så store, både for børnene og hele familien, så hvorfor udsætte dem og dig selv for det, hvis det ikke er nødvendigt?
Det gør vi ikke, fordi det er sjovt, men fordi vi ikke kan se en anden udvej og derfor ikke tror der er en udvej. Jeg udfordrer denne overbevisning og tillader mig at stille spørgsmålstegn ved den.
Jeg kan ikke se en udvej = der er ikke en udvej?

Vi har vores mønstre med os fra barndommen, som kan gøre at vi tror, at vores måde at reagere på, er den eneste måde at agere på i parforholdet og andre relationer. Tag et kærligt smut op i helikopteren og se det lidt udefra, du vil få øje på mere guld end du kan forestille dig.

Det samme gælder for mange andre relationer, hvor vi kun ser og mærker vores egne følelser, men glemmer at se og mærke det fra den andens perspektiv. Det er fordi vi er ramt i vores følelser og barndommens såringer. Dermed indskrænkes muligheden for at møde hinanden og få en større forståelse af hvad der er på spil mellem os og herefter genoprette relationen.

Mange glemmer at pleje deres parforhold, da det ikke altid er noget vi lærer hjemmefra. Måske er det heller ikke noget vi har oplevet hos vores egne forældre. Så tror vi det er noget der bare skal fungere, uden at vi gør noget for det eller at vi skal nøjes med et halvlunkent parforhold.
Jeg ved det er muligt at gøre så meget mere end vi selv kan få øje på, det bekræfter mine klienters og min egen succes. Tør du drømme eller er der en stemme der fortæller dig du ikke skal forvente mere af kærligheden?

Hvornår har du så gjort ALT hvad der er muligt, så du er klar til at forlade relationen?
Det er selvfølgelig individuelt, men når du kan gå fra din partner og der ikke er mere kærlighed, når der ikke er flere følelser, hverken kærlighed eller had, ingen drøm om at forsones og ingen længsel efter den anden, så er du godt på vej.

Måske er du sikker på, at du har gjort alt, fordi i har gået i parterapi og andet, men drømmer du i virkeligheden stadig om, at få forholdet til at fungere. Tør du udfordre dine overbevisninger og følelser og række ud efter hjælp? Har du gjort ALT og kan du sige til dine børn, at du har gjort ALT i forhold til at følge det du mærke er sandt?
Eller har du bare ikke fundet den rette nøgle endnu?