Min mormor døde juleaftensdag efter et langt og godt liv. Sorgen er ikke den samme som da min mor døde for 5 år siden, kun 59 år gammel. Det fik mig til at tænke på hvordan sorgen påvirker os forskelligt og hvordan sorgen nogle gange er ens.

Måske tænker du ”hvad det har med parforhold at gøre?”….

Uanset om vi mister en nær eller om vi som par går fra hinanden og mister på den måde, kan sorgprocessen og faserne i sorgen være de samme. Det er meget forskelligt hvordan vi reagerer i sorgen og hvor lang tid den tager at komme igennem. Det er også forskelligt, hvor meget børnene bliver påvirket og det afhænger også meget af, hvordan vi som forældre har det.

Skilsmisse vælger vi selvfølgelig kun, når vi ikke kan se anden udvej og fordi smerten i forholdet er stor, men er det ensbetydende med, at der ikke er en anden udvej? Ikke altid, og nogle gange skal der en udefra, til at hjælpe med at se tingene i et andet perspektiv, for at kunne se en anden vej.

Vi tror nogle gange, at når vi ikke selv kan se det, så er der ingen der kan, men sådan er det heldigvis ikke altid. Den erkendelse er et vigtigt skridt til at række ud efter hjælp.
Følelsen af at ”jeg har da gjort alt hvad jeg kan komme i tanke om” og er det samme som at der ikke er flere muligheder, kan være stærk og gøre at vi ikke rækker ud. I stedet træffer vi beslutningen ud fra de følelser der fylder, f.eks. hvis vi føler os såret eller afvist. Det er svært at rumme over lang tid og kan føles som om det fylder alt indeni. Derfor kommer vi til den konklusion, at der ikke er andet at gøre end at forlade relationen.

Nogle gange er det den rigtige beslutning, uanset omkostningerne for en selv og børnene, men mange gange kan forholdet reddes ved hjælp af forholdsvis få ændringer.

Når vi er i et parforhold der hænger i en tynd tråd og hvor konflikter måske er styrende i relationen, kan det være svært overhovedet at mærke kærligheden og det der engang var. Vi får skyklapper på og drømmer bare om at skænderierne stopper eller at mærke en eller anden form for kontakt med den anden. Det er helt almindeligt at have det sådan. Vi kan i den situation have brug for en, der kan hjælpe os med at mærke det vi i virkeligheden drømmer om og mærke hvem vi er, på et dybere plan.

De følelsesmæssige og økonomiske omkostninger ved en skilsmisse er så store, både for børnene og hele familien, så hvorfor udsætte dem og dig selv for det, hvis det ikke er nødvendigt?
Det gør vi ikke, fordi det er sjovt, men fordi vi ikke kan se en anden udvej og derfor ikke tror der er en udvej. Jeg udfordrer denne overbevisning og tillader mig at stille spørgsmålstegn ved den.
Jeg kan ikke se en udvej = der er ikke en udvej?

Vi har vores mønstre med os fra barndommen, som kan gøre at vi tror, at vores måde at reagere på, er den eneste måde at agere på i parforholdet og andre relationer. Tag et kærligt smut op i helikopteren og se det lidt udefra, du vil få øje på mere guld end du kan forestille dig.

Det samme gælder for mange andre relationer, hvor vi kun ser og mærker vores egne følelser, men glemmer at se og mærke det fra den andens perspektiv. Det er fordi vi er ramt i vores følelser og barndommens såringer. Dermed indskrænkes muligheden for at møde hinanden og få en større forståelse af hvad der er på spil mellem os og herefter genoprette relationen.

Mange glemmer at pleje deres parforhold, da det ikke altid er noget vi lærer hjemmefra. Måske er det heller ikke noget vi har oplevet hos vores egne forældre. Så tror vi det er noget der bare skal fungere, uden at vi gør noget for det eller at vi skal nøjes med et halvlunkent parforhold.
Jeg ved det er muligt at gøre så meget mere end vi selv kan få øje på, det bekræfter mine klienters og min egen succes. Tør du drømme eller er der en stemme der fortæller dig du ikke skal forvente mere af kærligheden?

Hvornår har du så gjort ALT hvad der er muligt, så du er klar til at forlade relationen?
Det er selvfølgelig individuelt, men når du kan gå fra din partner og der ikke er mere kærlighed, når der ikke er flere følelser, hverken kærlighed eller had, ingen drøm om at forsones og ingen længsel efter den anden, så er du godt på vej.

Måske er du sikker på, at du har gjort alt, fordi i har gået i parterapi og andet, men drømmer du i virkeligheden stadig om, at få forholdet til at fungere. Tør du udfordre dine overbevisninger og følelser og række ud efter hjælp? Har du gjort ALT og kan du sige til dine børn, at du har gjort ALT i forhold til at følge det du mærke er sandt?
Eller har du bare ikke fundet den rette nøgle endnu?